HJERTELYD

                                                                    …Lyden af nordisk…

1523686_10152114130752500_391429186_o

Signe Nørgaard udkom med sit debut-album Hjertelyd d. 18. januar, 2014. Albummet indeholder 12 danske sange med tekst og musik af Signe Nørgaard* (*én co-write med Kasper Lapp). Sangene, der bevæger sig ind i menneskelivet og helt ud i bl.a. den færøske natur, er udpræget melodiøse med en klar og genkendelig nordisk lyd. Stilmæssigt ligger de i et blandet felt bestående af jazz, viser, country og tilbagelænet pop, som tilsammen kan betegnes ‘moderne nordisk folkemusik’. Det danske sprog fremstår tydeligt med et umiddelbart, poetisk og – til tider – naivistisk blik.

Signe Nørgaard: Sang, klaver, würlitzer, melodica, harmonium og kor
Rune Højmark: Guitar og dobro
Jacob Chano: Trommer
Nikolaj Wolf/Morten Ankarfeldt: Kontrabas
Soma Allpass: Cello
Cecilie Sadolin: Kor
Louise Nipper: Tamburin

KØB CD’EN HER:  http://www.gatewaymusicshop.dk/index.php?route=product/product&product_id=628

KØB DEN PÅ I-TUNES: https://itunes.apple.com/dk/album/hjertelyd/id794896346?l=da

Saksun

————————————————————————————–

Anmeldelse: SIGNE NØRGAARD – HJERTELYD

By  | februar 4th, 2014 | Category: AlleDanske Albums | No Comments »

SIGNE NØRGAARD
”HJERTELYD”
(Gateway Music)
Udgivelsesdato: Er udkommet
Karakter: 4/6
Anmeldt af: Sofie Christiane Ree

DEN NORDISKE HJERTELYD

I 2010 drog Signe Nørgaard til Færøerne, da hun længtes efter at komme nordpå, opleve storslået natur og skrive musik. Hendes rejse er udmundet i udgivelsen af det meget helstøbte og elegante debutalbum Hjertelyd.

Hendes inspirationskilde mærkes tydeligt, og sangene har alle et markant nordisk præg. Nørgaards klaver er strømmende og melodisk og henholdsvis Nikolaj Wolf og Morten Ankarfeldt lægger smukke og afdæmpede fundamenter med kontrabassen. Instrumentalt er det et gennemført og yderst dygtigt udført album, og Nørgaard præsenterer et væld af smukke, vemodige og poetiske melodier. Specielt “Øer Spredt Ud Over Hav Og Himmel” er enormt flot komponeret.

Derudover er det et godt produceret album, hvor man til alle tider tydeligt kan høre vokalen. Og hvor er det dog en fornøjelse, for Nørgaards stemme er nydelig! Hun har en ren og oprigtig klang, der samtidig fremstår en smule barnagtig, hvilket klæder hendes genre meget fint. Desuden er samarbejdet mellem Nørgaard og korsangeren Cecilie Sadolin helt vidunderligt. Navnlig på “Valmuelunden” bliver det klart, hvor kønt de to stemmer komplimenterer hinanden, og dette nummer er efter min mening også albummets bedste. Som de andre numre begynder det som en stille pop-ballade, men snart kommer der langsomme men bastante trommer på, og disse giver sangen en lidt kluntet og meget charmerende fremtoning. “Valmuelunden” er dejligt uforudsigelig, hvilket er forfriskende, da mange af sangene desværre ligner hinanden lige lovlig meget i form af deres ret ens opbygning, og deres sammenfaldende tekstlige temaer. Netop det tekstlige er nok albummets eneste hængeparti. Nørgaards naivistiske tilgang til sit stof gør nogle gange, at hendes tekster bliver en smule banale og lidt for sukrede.

“I Morgenlysets Klare Skær” eksemplificeres denne tendens, bl.a. ved ’[..] så smuk og helt utrolig blød, jeg bare og nød og nød og nød.’ På den anden side gør Nørgaards umiddelbare indfaldsvinkel også, at man kunne forestille sig, at albummet ville kunne nydes af alle, store som små.
Om ikke andet er Hjertelyd en ganske succesfuld debut, og Signe Nørgaard har et stort sangskriverpotentiale, som man kun kan håbe på, hun har tænkt sig at videreudvikle.

———————————————————-

ANMELDELSE FRA MUSIKBLOGGER.DK (Brian V. Hansen, d. 3/3-14):

Debutalbummet ”Hjertelyd” fra den danske folk/jazz artist Signe Nørgaard fandt endelig vej på en stille søndag (i skrivende stund). Albummet udkom d. 18 januar 2014 og indeholder 12 sange på dansk. Musikken og teksten er skrevet af Signe Nørgaard på nær sangen ”Valmuelunden” som er skrevet i samarbejde med Kasper Lapp. Signe Nørgaard repræsenterer et dejligt, lækkert felt inden for genkendelig nordisk lyd og tilbagelænet pop.

Et par gennemlytninger af pladen ”Hjertelyd” får mig til at kalde den :”Soundtracket til en rolig, solrig søndag”.  Selvom pladen faktisk er en meget gennemsnitlig pop-plade af nordisk traditionel lyd, så har Signe ramt et par ganske spændende vinkler i pladens 12 danske sange.

Lad mig vide hvor er første skæring på pladen og har et slet-skjult jazzet beat. Den bløde, umiddelbare vokal fra Signe Nørgaard hænger pænt sammen med nummeret flydende flow og klaverspillet.

En pludselig stærk association til den danske sangerinde Alberte Winding rammer mig hårdt i sangen Sang Med Vinden. Såvel som Alberte Winding er en god sangskriver og sanger, såvel har Signe en stærk positur i dansk sprog, som bliver bekræftet i denne sang og sange som Morgensol og Øer spredt ud over hav og himmel.

”Når solens stråler rammer min kolde kind, rammer de mit hjerte ind..”

Alting begynder i dag er et dejligt lyt værd. Den sælsomme melodi giver kun glade tanker og håb for fremtidens lykkelige minder uden tanke om mørke tider. Valmuelunden synes jeg giver en flot præstation på albummet ”Hjertelyd”. Sangen er skrevet i samarbejde med Kasper Lapp og stikker heldigvis ud fra et tæt monotont album.

Udover hele vokalen, spiller Signe Nørgaard selv melodika, klaver og Würlitzer. Derudover har pladen også Cecilie Sadolin på Kor. (http://www.musikblogger.dk/signe-noergaard-hjertelyd/)

——————————————————————

ANMELDELSE FRA ROOTSZONE.DK (Per Dyrholm, d. 12/1-14): 

Singer-songwriteren Signe Nørgaard er klar med sit debutalbum ”Hjertelyd”, hvis titel giver et godt billede af CDens 12 numre. De er hentet fra hverdagen omkring hende, og Signe Nørgaard har forstået at indfange og fremkalde de dagligdags oplevelser og give dem videre omsat i tekst og tone med sød poesi. Der er også hentet megen inspiration på Færøerne, hvor hun var på besøg i 2010, og som også kommer til udtryk i flere af sangene, der foruden natur også omhandler håb, drømme, varme og kærlighedsforhold i flere afskygninger.

Man kan kun nyde hendes rene velklingende vokal. Dog kunne man måske godt ønske sig, at hun engang imellem prøvede at kaste uskyldigheden og pænheden over bord, men Signe Nørgaard skal selvfølgelig have chancen for at finde sit stilmæssige ståsted. Hendes lyse sind kommer til udtryk flere gange bl.a. i sangen ”Alting begynder i dag” med linjerne:

”Alting begynder i dag. Trækker vejret ind. Det er solskin.”

Foruden de smukke sange om naturen er der også grund til at fremhæve før- og efter fødselssangene ”Kære lille liv” og ”I morgenlysets klare skær”.

Signe Nørgaard spiller selv klaver, melodica, harmonium samt Würlitzer. På albummet får hun hjælp af Jacob Chano på slagtøj og guitaristen Rune Højmark på flere numre. Men også af Louise Nipper, Nikolaj Wolf, Soma Alipass, Morten Ankarfeldt og Cecilie Sadolin. Man kan nå at komme med til den officielle udgivelse af albummet, der foregår lørdag 18. januar kl. 20.00 i Christianshavns Beboerhus. (http://rootszone.dk/cd-signe-norgaard-hjertelyd/)

Oplev det første nummer fra vores Releasekoncert: